Mand midt i livet (1)

Når mænd når til et sted mellem typisk 45-60 år (plus-minus) er der ofte noget, der begynder at knage. Og det er ikke bare kroppen.

Det er for mange også psyken. Nogle oplever de er kørt fast i deres parforhold. Andre at deres kvinde er på nakken af dem. Nogle mærker manglende gejst ved at gå på arbejde, selvom de klarer det fint og er gode til deres fag.

Den store passage midt i livet kan vise sig i mange forskellige former. Det er fornemmelsen af en lyst til at der skal ske et skifte i den måde man lever på. Ofte med en dyb frygt for at det ikke er muligt at lave det skifte.

Men det er muligt. Og krisen – lad os bare livs-fasen det – er naturlig. Efter et halvt liv at have kreeret, leveret og præsteret – i overensstemmelse med eller i modsætning til sine forældre forventninger. Efter i et halvt liv at have skabt en karriere, opbygget evner, skabt rammer for en familie sammen med en kvinde. Og efter et halvt liv på den måde i stor grad at været orienteret mod sin plads i fællesskabet, er der noget i psyken, der kalder på at blive set. Alt det du har lagt fra dig for at blive den du er, alt det du har måtte fortrænge, udskamme og bedøve kalder for at blive set, hørt og mærket.

Hvad fanden mener jeg med det?

Jeg mener, at der er dele af os vi må undertrykke for at skabe os i ungdoms- og voksen-årene. Og for de fleste får de også kvast nogle dybe længsler, drømme og behov. Tror de. Men det er der stadig. Derinde. Og vil høres.

Det kan være stort og småt. Men så længe det ikke får lys, vil det sætte sig om irritation, skuffelse, utilfredshed med andre, sig selv og med livet. En følelse af ikke at leve fuldt ud.