Mand midt i livet (2)

Jeg skrev for nylig om, hvad der sker for mange mænd, når vi når til et sted midt i livet.

Det sted, hvor noget nyt kalder, og det bestående begynder at falde sammen. Det nogle kalder midtlivskrisen, andre drillende kalder ’panik-alderen’. Men som jeg foretrækker at kalde ”midtliv-passagen”.

Jung – hvis indsigt i den livsfase er super inspirerende – skelner mellem fem faser i ’Midtliv-passagen’:

1. Tilpasning – den periode i livet, hvor vi lever (op til) andres forventninger. Det er vores forældres, omgivelsers og samfundets forventninger, udtalte eller implicitte. Det er faktisk hele første del af livet. Intet galt i denne årtier lange periode. Den har sin ret og sine gode grunde. Og det er på et tidspunkt i denne fase i at ’Midtliv-passagen’ indfinder sig og tager sin begyndelse.

2. Adskillelsen – vi opdager at den tilpassede udgave er af os selv ikke er længere passer os. Den måde vi lever og agerer på begynder at stramme. Det er wake-up-kaldet. Opgøret med det tilpassede selv begynder. Og vi begynder at mærke smerten, modstanden mod forandring. Nu gik det hele lige så godt. Nu havde vi lige lært at tilpasse og livet var nemt.

3. Opløsningen (Jung kalder det liminalitet) – en fase med uklarhed og usikkerhed. Livet mister sin retning og mening. Tidligere faste holdepladser – det der betød noget og gav mening – mister sin værdi. Det kan føles sort, nogle rammes af decideret depression. Det er her panikken opstår som en mulighed. Men det er ikke løsning. Det er en dulmen af en dybere eksistentiel smerte, der rummer et kæmpe potentiale.

4. Individuation – en fase, hvor begynder at finde ud af, hvem man ’i virkeligheden’, er, dybere nede. Man går på opdagelse i sin personlighed og psyke, sit Selv.

5. Re-integration – en fase, hvor man står ansigt til ansigt og accepterer de uønskede aspekter af sig selv, der dukker op.

Yes, det lyder som en potentiel hård og smertefuld proces. Og noget man helst vil undgå. Nu gik det hele lige så godt – og så kommer dette.

Og man kan også godt lade det være. Og blive i sin tilpassede form (fase 1). Det gør en del. Men de snyder sig selv – for sig selv. De snyder også dem omkring sig, som bliver ofre for den tilpassede mands begrænsede ressourcer. Hvis vi mænd stopper, hvor vi tror, at livet handler om at tjene og forsørge, snyder vi livet for at folde sig fuldt ud gennem os.

Det ér en pointe, at det kan være smertefuldt. For det er også de sider af os selv vi har brugt et halvt liv på at skjule og fortrænge, der nu dukker op til overfladen. Og man kan blive vildledt til at tro, at det er fordi det ikke er en del af én selv.

Jeg tror – sammen med Jung – det snarere er fordi, vi som mænd ikke før i vores liv har haft ressourcerne til at gå gennem denne passage. Aldrig har udgangspunktet været bedre. For de fleste er der styr på økonomi, børn er sat i verden, karrieren er på sporet. Vi har alle muligheder for at rumme og mærke os selv.

Faktisk findes der ikke noget bedre tidspunkt end midt i livet at gå ned i dit dybde og møde sit fulde selv. Og det er netop det, der kalder. Midtliv-passagen indtræffer, når psyken ikke længere kan og vil tilpasse sig.Det er sjælen, der vil foldes fuldt ud inden livets skjorte bliver for kort, som Shubidua synger.

Midtliv-passagen er et kald og en mulighed for at blive hel. For mange mænd er problemet, at de ikke ved hvordan – og hvad de skal gøre. Og det hader vi. Nu har vi lige brugt 50 år på at lære at klare det hele. Og så skal vi til opfinde det hele igen. Fuuuuccckkk!

Vores kultur og vores samfund siger direkte eller indirekte til os ’bare bliv ved’, ’du har 20-25 år tilbage på arbejdsmarkedet’. Keep going! Vores kultur har ikke en tradition for at stoppe op og lade denne passage sætte sine mærker. Og ligeså slemt få mænd har værktøjerne til at håndtere den. Hvor skal man gå hen? Hvad skal man gøre? Hvem skal lære én det?

Jeg har selv været der – og har brugt de sidste 8 år på at samle en række redskaber, der hjælper mænd til at skabe klarhed og retning i anden del af livet.